Torsdag 25/4
Vi kørte hjemmefra kl. 7:15 (op kl. 5:30) og fløj fra Rønne kl. 8:30. Det lykkedes at checke bagagen ind hele vejen til San Francisco. Flyet fra København var to timer forsinket. Vi skulle have været af sted kl. 12:25, men kom først af sted kl. 14:30. Landede i San Francisco kl. 16:30 lokal tid. Det tog ca. 1 time at komme gennem Immigration. Det var dejligt, at vores limousine-chauffør stod i ankomsthallen, og da vi først havde fundet bilen – han havde glemt, hvor han havde parkeret – var det en dejlig tur direkte til hotel BW Americania på 7th Street. Vi gik en lille tur for at finde et spisested, men fandt ingen restaurant, der passede os, så vi endte med at købe pizza, som vi spiste på værelset. I seng kl. 20:30.
Fredag 26/4
Op kl. 8:00. Vi spiste morgenmad på hotellet, frugt med yoghurt og granola (honningristede havregryn). Vi kom af sted kl. 10:30. Vi startede med at gå over UN Plaza, hvor der var marked om fredagen, til Asian Art Museum for at se en særudstilling af kinesiske terrakottasoldater. Det viste sig at være en skuffelse; der var ikke meget at se. Derfra gik vi nordpå ad Larkin et langt stykke vej og østpå ad California til Grace Cathedral, byens domkirke og største kirke, opført i 1960’erne. Videre gik vi gennem Chinatown og derfra op og ned ad bakke til Cable Car Museum. På det tidspunkt var benene godt slidte, og vi valgte at spise på den italienske restaurant Piazza Pellegrini på hjørnet af Columbus Avenue og Filbert Street, hvor vi havde været engang ved tidligere besøg i San Francisco. Så gik vi ad de mange trapper op til Telegraph Hill og var oppe i Coit Tower, hvor vi nød den dejlige udsigt. Bagefter gik vi ned til Pier 33 og fandt stedet, hvor vi skulle hente billetter til Alcatraz næste morgen. Vi tog sporvognen F hjem til 6th Street og skiltes fra Nicolai og Katja. Da var klokken 18:30. Det havde været en flot og solrig dag, men ret blæsende. Resten af aftenen tilbragte vi i sengen for at hvile benene.
Lørdag 27/4
Op klokken 7:00, af sted kl. 7:40 med sporvogn F til Pier 33, hvor vi spiste morgenmad i cafeen. Nicolai og Katja skulle med færgen til Alcatraz kl. 10:00, og da vi havde sagt farvel til dem, gik vi en tur ud ad Pier 39. Det var overskyet, koldt og blæsende, og der var næsten ingen mennesker. Der var ingen tiltalende restauranter, hvor vi kunne tænke os at spise senere. Vi kiggede på søløverne, og så gik vi videre langs havnen. Vi var henne og kigge på menukortet hos Scoma’s, hvor vi tidligere havde spist. Det var rasende dyrt, så der skulle vi i hvert fald ikke spise. Vi gik over på den anden side af gaden og ind i en fotoforretning. Nicolai havde dagen i forvejen købt et fikst lille kamera, der ingenting vejede, og jeg skulle have et tilsvarende, men ekspedienten overtalte os til at købe en dyrere model. Vi satte os derefter ind på en bar og drak irish coffee, mens vi fandt ud af kameraets funktioner. Mens vi sad der, kom solen frem, og det blev en anelse varmere. Vi gik videre til Hyde Pier med Maritime Museum, og efter en hurtig tur ud ad molen vendte vi om og gik tilbage til akvariet ved Pier 39, hvor vi havde aftalt at møde Nicolai og Katja mellem kl. 13:30 og 14:00. Da var klokken kun 11:30, men det var rart at sidde på en bænk i solen. De kom heldigvis allerede kl. 13:00. Da de var sultne og gerne ville have en sandwich, gik vi ud på Pier 39 og spiste på Players Sports Cafe. Jørgen og jeg delte en salat med krabber, Nicolai fik en kyllingesandwich og Katja spaghetti. Da vi havde spist, var klokken blevet 14:30, og vi havde ikke lyst til at gå på akvariet, så vi vedtog at gemme det til hjemturen. Derfra gik vi til Ghirardelli Square, hvor vi ikke gad stå i lang kø for at komme ind på cafeen. Vi gik gennem chokoladebutikken uden at købe noget og gik derefter op ad den stejle Hyde Street til Lombard Street, den mest snoede gade i USA. Vi ville egentlig have taget Cable Car hjem, men da den var overfyldt, valgte vi at gå hele vejen til hotellet. Vi var hjemme klokken 17:00, og da var benene totalt slidt op.
Søndag 28/4
Vi blev hentet af limousinen præcis kl. 6:00. Der var næsten ingen trafik på vejen til lufthavnen. Selv om check-in tog lang tid, havde vi god tid til morgenmad. Vi fløj kl. 9:10 og landede i Honolulu kl. 11:25, ½ time før tid. Undervejs blev der serveret morgenmad og kort før landingen rompunch med passion/orangejuice. Varmen slog os, så snart vi forlod flyet. I Honolulu havde vi også god tid. Vi fløj videre kl. 13:10 og var i Kahului kl. 14:15. Vi fik vores bil og kørte til hotellet. Efter at have skiftet til sommertøj kørte vi ud til Alexander Baldwin Sugar Museum og nåede det, lige inden de lukkede. Vi ville have købt ind til at grille næste dag, men da det var søndag, fandt vi i første omgang kun en Walgren, hvor vi købte vand og triscuits. Senere fandt vi en åben Foodland, hvor vi købte ost. Vi spiste aftensmad på Tante’s lige ved siden af hotellet og gik tidligt i seng.
Mandag 29/4
Vi spiste morgenmad på Tante’s og kørte mod Tedeshi Winery kl. 9:00. Vi var fremme kl. 10:00, da de åbnede, og smagte deres champagne Lokalani. Efter rundvisningen kl. 10:30-11:00 købte vi en flaske Lokalani, og Nicolai købte to af hans favorit ananasvin Maui Blanc. Skyerne dækkede Haleakala næsten hele vejen ned, så vi forsøgte ikke at køre derop. I stedet kørte vi tilbage til Kahului og købte grillpølser, engangsgrill m.m. Vi kørte ud til Iao Valley State Park, hvor vi havde regnet med at spise, men der var ingen egnede steder, kun en kort trail med udsigt til the Needle. Det var et fantastisk bjerglandskab, og vi kørte gennem tropisk regnskov derud. Bagefter fandt vi med noget besvær vejen til Kanaha Beach Park i nærheden af lufthavnen, hvor vi grillede vores pølser. Det blæste kraftigt, så det var ikke et sted, vi havde lyst til at opholde os længere end nødvendigt. Derfra hjem til hotellet og tidligt i seng (kl. 17:00!). Nicolai havde kørt hele dagen.
Tirsdag 30/4
Afgang til Pa’ia kl. 9:00. De sædvanlige kæmpepandekager og videre ad vejen til Hana. Vi gjorde holdt ved Hookipa Beach og så de få surfere, samt ved Puaa Kaa State Park, før vi kom til Waianapanapa State Park. Vi kigge på et blowhole (igen aktivitet), black sand beach, hvorfra vi gik ad en sti for at finde en lava tube – forgæves, så vi vendte om og fandt den ved den sorte sandstrand. Jeg gik ad en loop trail til to huler, den første dyb og fyld med vand, hvor der var nogen, der svømmede, den anden næsten tør. Vi spiste ananas, før vi kørte videre. Vi købte ost i Hanas eneste butik og kørte derefter videre mod Kipuhala. Vejen var i stil med vejen til Hana, men smallere og på lange strækninger kun grus. Vi gjorde holdt ved Wailua Falls, men kørte ellers hjem, uden stop. Det var hele vejen et fantastisk og afvekslende landskab, frodigt på østkysten og goldt og nøgent på sydkysten. Vi var tilbage kl. 18:00 og spiste på en mexicansk restaurant.
Onsdag 1/5
Vi spiste morgenmad på Tante’s og kørte stille og roligt mod Lahaina. Der var kun 22 miles. Undervejs besøgte vi Maui Ocean Center og stoppede ved Papawai Point (vi så ingen hvaler). Vi spiste frokost i Papalaua Wayside Park og kørte til Lahaina, hvor vi fandt Old Lahaina House, et pragtfuldt sted med en dejlig pool. Om eftermiddagen gik vi en tur, først langs stranden og stoppede hos Betty’s for at få en marguerita, inden vi gik videre ad Front Street og op til Foodland efter triscuits, whisky og vand. Det var meget varmt, så vi holdt os i skyggen, hvor det var muligt. Om aftenen sad vi ved poolen og nød en drink og en dukkert.
Torsdag 2/5
Morgenmad hos Betty’s. Derefter gik vi ud og købte postkort. Nicolai og Katja kørte os til Foodland, hvor vi fandt et postkontor, derefter kørte de en tur rundt på nordøen. Vi slentrede hjem og fik undervejs et par margueritas på Cool Cat. Hjemme igen spiste vi salat, tomat og ost til frokost, og så en tur i poolen. Til aften havde vi aftalt at spise sammen. Vi gik sammen til Penne Pasta, hvor vi havde talt om at spise lasagne, men stedet var ikke lige vores stil, så Nicolai og Katja spiste der, mens vi fik sukiyaki steak på den japanske restaurant Kobe.
Fredag 3/5
Afgang kl. 7:00. Vi skulle flyve til Hilo kl. 9:24. I lufthavnen måtte vi pakke om, for vores kufferter var for tunge. Vi ankom rettidigt til Hilo, fik vores bil, en rummelig hvid Impala, og kørte først til Walmart for at handle ind til frokost. Derefter til Akaka Falls, der lå ca. 17 miles nord for Hilo. Vi gik ad en asfalteret loop trail til Kahuna Falls og Akaka Falls, en meget smuk tur. Så kørte vi til Volcano og fandt stedet, hvor vi skulle have udleveret nøgler. Vi var der kl. 14:00, men de åbnede først kl. 15:00, så vi fandt et havebord og fire stole på grunden og spiste vores frokost. Da vi havde fået nøglerne, kørte vi til Lokahi Lodge og indlogerede os. Derefter kiggede vi på butikker og restauranter i Volcano. Der var to grocery stores med et meget begrænset varesortiment – ingen kød, så vi kunne grille – og den eneste åbne restaurant var en thai-restaurant, hvor vi besluttede at spise til aften. Så kørte vi ind i Hawaii Volcanoes National Park, så Steam Vents og Jaggar Museum Overlook, hvor der stod en tyk røgsøjle op fra Halemaumau krateret. Vi kørte tilbage og spiste dejlig tempura på thai-restauranten. Jørgen var træt og gik i seng, men vi andre kørte op til Jaggar igen for at se det røde skær fra krateret, nu da det var blevet mørkt. Det var meget imponerende, og det vrimlede med mennesker deroppe.
Lørdag 4/5
Vi spiste morgenmad på den overdækkede patio omkring Lokahi Lodge. Det regnede. Vi kørte i retning mod Hilo og drejede af i Kea’au, hvor vi provianterede, før vi kørte ned ad hwy. 130 til Kalapana, end of the road, hvorfra vi kunne se dampen fra det sted, hvor lavaen løb ud i havet. Det var en kort og behagelig gåtur ned til havet. Derefter kørte vi et stykke ad hwy. 137, men drejede desværre for tidligt væk, så vi missede Lava Tree State Park. På vej tilbage stoppede vi igen i Kea’au og købte ind til grilning. Vi kørte tilbage ad hwy. 11 til Namakani Paio campground, hvor vi grillede. Derefter hjem til hotellet. Om aftenen kørte Nicolai, Jørgen og jeg op til Jaggar, men det var så tåget, at man intet kunne se.
Søndag 5/5
Vi spiste morgenmad på stedet, hvor vi havde hentet vores nøgler. Derefter kørte vi ad Chain of Craters Road, stoppede ved Thurston lava Tube og ved de fleste overlooks undervejs. Det regnede det meste af tiden. Ved enden af Chain of Craters Road så vi nogle nene, og det var hele turen værd. Vi havde i mellemtiden aftalt, at vi ville køre videre mod Kona, selv om vi havde betalt for endnu en overnatning, men da vi havde pakket og ville aflevere nøglerne kl. 12:30, så vi, at kontoret først åbnede kl. 13:30. I mellemtiden kørte vi til Volcano Winery og smagte deres vine. Vi kørte vestpå ad hwy. 11 i regnvejr og stoppede først, da det var blevet tørvejr, i Punaluu Beach Park, hvor vi spiste frokost. Derfra kørte vi uden stop til Pu’ohonua o Honaunau National Historic Park, der igen var en stor oplevelse. Derfra var der kun 20 miles til Kona, og vi kørte direkte til vores hotel, hvor vi heldigvis kunne få værelser, selv om vi kom en dag for tidligt. I Kona var der dejligt varmt. Vi spiste aftensmad på Splashers Grill tæt ved hotellet.
Mandag 6/5
Vi spiste morgenmad på Splashers Grill kl. 9:00, og derefter vaskede vi tøj. Vi kom af sted kl. 12:00, kørte til Waimea ad hwy. 190, derfra til Hawi og videre til Keokea beach park, hvor vi grillede. Bagefter kørte vi til Mookini Heiau på nordspidsen af øen. Nicolai kørte hele dagen. Han havde glemt, hvordan grusvejen ud til Mookini var. Den var slem. Derfra kørte vi til Maunalani Shops for at se et hulashow. Vi var fremme kl. 18:00, og showet begyndte kl. 19:00. I ventetiden fik vi en is. Showet varede en halv time og virkede meget amerikansk/turistet. Fra Maunalani var der 26 miles hjem til Kona.
Tirsdag 7/5
Morgenmad på Splashers Grill. Vi kørte til Pu’okohola Heiau og gik rundt på området. Adgangen til den store heiau var spærret, men vi så den mindre Mailekini Heiau. Derefter kørte vi til Pyoko Petrogryphs, hvor der skulle være over 3000 helleristninger, men Jørgen ville ikke gå de 0,7 miles ad en ujævn og stenet sti for at komme dertil. I stedet kørte vi til Waikoloa og fandt det mindre petroglyph område, som vi også havde besøgt sidste gang. Det var meget varmt. Så kørte vi til Walmart og købte ind. Nicolai købte en kuffert, der kunne gå som håndbagage. Derefter hjem til hotellet. Om aftenen spiste vi sushi i en lille japansk restaurant i en smøge.
Onsdag 8/5
Vi spiste morgenmad på Splashers Grill kl. 7:00 og kørte til lufthavnen kl. 7:45. Det tog en evighed at komme gennem sikkerhedskontrollen, og der var ingen tid til overs til vores fly kl. 10:04. Vi fløj videre fra Honolulu og var fremme i Lihue kl. 12:30. Vores bil denne gang var en stor hvid Ford. Vi besøgte Farmer’s Market i Kapaa, hvor vi købte grøntsager. Kød og drikkevarer købte vi hos Foodland. Vi spiste aftensmad på hotellet.
Torsdag 9/5
Morgenmad på hotellet kl. 8:30. Vi kørte sydover til Waimea Canyon og Koke’e State Park. Vores første stop var ved Hanapepe Lookout og derefter Russian Fort Elisabeth. På vej op til Koke’e stoppede vi ved alle udsigtspunkterne. Vi spiste frokost ved Koke’e Lodge og kørte derefter til Kalalau Lookout. Der var der så tåget, at der intet var at se, så vi droppede det øverste lookout og kørte ned til Hale Manu Valley, hvor vi gik ad Cliff Trail til Cliff Lookout, hvor der igen var udsigt over Waimea Canyon. Det var en tur på lidt over en time og den eneste gang på turen, at vi fik brugt vores vandrestøvler. Derfra kørte vi til Salt Pond Beach Park, hvor vi grillede. Vi var hjemme igen kl. 20:00.
Fredag 10/5
Morgenmad på hotellet kl. 8:30. Vi opgraderede til en portion pandekager ud over den gratis morgenmad, der bestod af en kanelsnegl, 1 skive papaya og 1 skive ananas. Første stop på dagens tur var Wailua Falls lige uden for Lihue – smukt vandfald. Næste stop0 posthuset på Rice Street i Lihue, hvor vi fik sendt vores sidste postkort. Så til Koloa Rhum romsmagning på Kilohana Plantation lige syd for Lihue. Dernæst ad tree tunnel til Spouting Horn syd for Koloa Town. Videre til Kaua’i Coffee Co. med en interessant rundgang og efterfølgende kaffesmagning. Til Red Dirt Factory i Ele’ele, hvor Nicolai og Katja købte T-shirts. De arbejdede ikke på fabrikken, for det var “Aloha Friday”. Videre til Salt Pond, hvor vi grillede bøffer og var en tur i vandet. Det var en ret blæsende dag med en del skyer, men stadig dejlig varmt. Da vi kom tilbage til hotellet ca. 17:30, var der “happy hour”, og vi fik en negra modelo.
Lørdag 11/5
Morgenmad kl. 8:00 og derefter nordpå ad hwy. 50. Førte stop Opaekaa Falls, næsten lige efter hotellet. Næste stop Kilauea Lighthouse and Wildlife Refuge. Vi kørte ned til Anini Beach for at se Elisabeth’s foretrukne sted, men syntes ikke, at det var noget særligt. Så kørte vi hele vejen ud til Kee Beach. Vejen efter Hanalei var smal med 16 one-lane broer og mindede om vejen til Hana. Det regnede, da vi kom derud, så vi gjorde ikke ophold, men kørte tilbage. Den våde grotte fotograferede vi fra bilen. Ved den tørre grotte og Haena Beach gjorde vi holdt og spiste frokost. Derefter kørte vi til Hanalei til May Day by the Bay og så en dejlig hula-opvisning. Lige før Princeville stoppede vi ved Hanalei Valley Lookout med taromarker, i Princeville fik Nicolai og Katja sendt deres postkort, og derfra kørte vi direkte hjem til hotellet, hvor vi var kl. 26:00. Kl. 19:00 kørte vi ind til Kapa’a og spiste dejlig aftensmad på Wahooo Seafood Grill and Bar.
Søndag 12/5
Morgenmad kl. 8:00 og derefter til lufthavnen. Der var ingen trængsel. Vi fløj kl. 11:07 og landede i Honolulu kl. 11:30. Bilen, en sort Dodge, havde for lidt bagageplads, så to af taskerne måtte være inde i bilen mellem Nicolai og Katja. Vi kørte til Diamond Head og spiste frokost, inden vi gik op. Derefter kørte vi til hotellet og slappede af. Om aftenen spiste vi meget fornemt på den italienske Taormina.
Mandag 13/5
Vi startede med morgenmad på McGillycuddy. Jørgen havde det skidt og gik hjem i seng igen. Vi andre kørte øen rundt. Vi kørte syd om Diamond Head, op langs østkysten, stoppede ved alle udsigtspunkter; det sidste var Halona Blowhole Lookout. Vi besøgte det japanske tempel Byodo-in og spiste frokost i Kualoa Regional Park. Videre langs nordkysten med et stop ved Waimea Canyon og hjem ad hwy. 803, 99 og H1. Vi var hjemme igen kl. 18:30.
Tirsdag 14/5
Vi spiste billig morgenmad på Seaside Bar & Grill og kørte derefter til lufthavnen. Vi fløj kl. 14:05 og landede i San Francisco kl. 22:15 lokal tid. Vores limousine-chauffør ventede os. Det tog lang tid at få kufferterne, men derefter gik det hurtigt til hotel BW Americania, hvor vi fik de samme værelser som på udturen. Jørgen og Nicolai hentede pizza, som vi spiste på værelset lige som på udturen.
Onsdag 15/5
Morgenmad på hotellet. Nicolai og Katja tilbragte dagen for sig selv. Vi gik ned til hjørnet af Powell og Market Street og tog Cable Car hele vejen til endestationen ved Fisherman’s Wharf. På vej til akvariet stoppede vi igen og fik irish coffee på samme bar som på udturen. Akvariet var en skuffelse; der var ikke meget at se. Vi tog sporvogn F tilbage til Union Square og fandt en bar i en sidegade, hvor vi hyggede os med et par drinks. Om aftenen spiste vi god mad og hørte dejlig musik på Les Joulins Jazz Bistro.
Torsdag 16/5
Vi spiste morgenmad på hotellet, og da det igen var køligt og blæsende, og der ikke var mere, vi havde lyst til at se i San Francisco, blev vi på hotellet, indtil limousinen hentede os kl. 14:00. I lufthavnen spiste vi en gang nachos. Vi fløj kl. 17:35 og landede i København næste dag ca. kl. 13 – tre kvarter før beregnet. Vi gik straks ned på perronen og ventede på vores tog, der skulle køre kl. 14:50, men var 20 minutter forsinket. Vi ankom til Rønne kl. 18:00 og var hjemme kl. 19:00 – godt trætte.