Lizzis Franskbrød
- 50 g gær
- 6 dl lunkent vand
- 2 tsk salt
- 2 spsk sukker
- 3 spsk olie
- 800-1000 g hvedemel
Rør gæren ud i vandet.
Tilsæt godt halvdelen af melet sammen med salt, sukker og olie og rør det sammen.
Tilsæt lidt efter lidt mere mel, indtil dejen har en passende konsistens, dvs. at man kan ælte den, uden at den hænger i bordpladen, og den slipper fingrene, når man borer en finger ned i den.
Drys lidt mel over og dæk den til med et viskestykke (melet er kun, for at den ikke skal hænge fast i viskestykket).
Lad dejen hæve til ca. dobbelt størrelse.
Form dejen til to brød på bageplade.
Pensl med lidt vand (eller mælk, kaffe eller æggehvide) for at give en pæn overflade.
Stik lufthuller med en gaffel (for at skorpen ikke skal sprække).
Lad hæve til passende størrelse, mens du varmer ovnen op.
Bag 40 minutter ved 180 grader på nederste rille.
Lad brødene køle af på en bagerist med et viskestykke over.
Pak i plastikposer. Efter et par dage bør brødet i køleskab for at holde sig friskt.
Jeg plejer at fryse det ene brød ned, så snart de er afkølet – så smager det som nybagt, når det bliver tøet op igen.